Løgnerne

Et tæt og højspændt familiedrama om en forkvaklet familie, bestående af tre brødre og deres far. Foruden pigen Rebecca, der næsten føles som en del af familien. Det er blot et af de mange skeletter, der rasler ud af skabet undervejs i skuespilleren Robert Reinholds lovende debut som dramatiker.

Roller: Hypokonderen Bøssen Faderen Rebecca Sønnen

1 (bølgerne slår ind mod stranden. Tre mænd sidder i hver deres stol. De to er klædt i sort. Den tredje sover i sin pyjamas) Hypokonderen: Det er fuldstændig som den gang med far. Bøssen: Hvad er lige som den gang med far? Hypokonderen: Der ventede vi også bare. Den gang var vi bare lettede. Bøssen: Du var lettet. Vi andre forstod hvad der var sket. Hypokonderen: Den er ikke åben, vel? Bøssen: Hvad er ikke åbent? Hypokonderen: Kisten? Den er ikke åben, vel? Jeg vil helst ikke se hende sådan. Jeg vil gerne huske hende som hun var. Jeg vil også meget nødig besvime. Bøssen: Nogen gange lyder du som om du har været besvimet hele dit liv. Hypokonderen: Vi kan selvfølgelig også bare vente og se hvad der sker. Bøssen: Ja, for eksempel. Hypokonderen: Stakkels dreng. Ikke nok med at han skal begrave sin mor, han skal også møde sin far. For første gang. En far der ikke engang aner han eksisterer. Bøssen: Er det helt umuligt for dig at være stille? Hypokonderen: Han finder jo ud af det før eller siden. Bøssen: Ja, men det behøver jo ikke være lige nu, vel? Hypokonderen: Stakkels dreng. Bøssen: Han er 18. Han skal nok klare den. Han er trods alt Rebeccas søn. Hypokonderen: Alligevel. Begravelse og genforening på én og samme tid. (kigger på den sovende mand ved sin side) Skal han ikke snart have tøj på? Han skal møde sin søn for første gang. Bøssen: Jo. Ti nu stille, ikke? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Hypokonderen: Jamen så lad da endelig være med at sige noget. Det er jo gået fint indtil nu. 2 (Faderen ligger svedende i sengen. Han sover uroligt. Taler som i vildelse. Febertilstanden er ved at slippe sit tag og virkeligheden begyndt at favne. Rebecca står ved fodenden iført overtøj med to kufferter) Faderen: Du må ikke gå. Ikke allerede. Vent på mig. Du må aldrig forlade mig. Du lever allerede inden i mig. Og jeg i dig. Vi er i hinanden. Kom tættere på. Jeg kan næsten ikke se dig. Rebecca: Rolig. Jeg er her nu. Faderen: Du er her ikke. Du kan ikke være her. Du er ikke… Rebecca: Det er mig. Rebecca. Jeg er tilbage. Faderen: Rebecca? Er det virkelig dig? Rebecca: Jeg er bare blevet voksen. Faderen: Så kom du alligevel. Få dem til at forsvinde, vil du ikke nok? Rebecca: Hvem? Dine sønner? Faderen: Hold om mig. De kommer hele tiden. Alle vegne fra. Kræver ind. Men jeg skylder dem ingenting. Jeg skylder ingen noget. Han ville det selv. Han bad mig om det. Jeg frarådede det. Men du ville. Rebecca: Hvil dig nu bare. Spøgelser eksisterer ikke. Faderen: Nej, selvfølgelig gør de ikke det. Det er derfor, de er så satans irriterende. Rebecca: Tag lidt at drikke. Faderen (drikker): Jeg tænkte på dig. Inden jeg faldt i søvn. Og pludselig kunne jeg ikke finde ud af om du virkelig var her. Rebecca: Jeg er virkelig nok. Er du vågen nu? Faderen: Svært at sige, når man er halvvejs hinsides. Rebecca: Du er vågen. Faderen: Tiden er respektløs! Udover at ælde folk, har den det også med at ophæve sig selv i tide og utide. Og de kommer i hobetal hver gang jeg lukker øjnene. Det er en kamp at holde sig nøgtern. Og når man så oven i købet skal være vågen ind imellem, så bliver man rigtig træt. Rebecca: Alting skal nok ordne sig. Du skal sikkert bare hvile dig lidt. Faderen: Er det virkelig dig? Det er dejligt, du er tilbage. Du er smuk, Rebecca. Din mor op af dage. Skal vi danse? Rebecca: Ja. Når du bliver rask skal vi danse. Faderen: Din mor var et menneske man kun kunne elske. Hun var den smukkeste af de smukke. Hvorfor dør smukke mennesker altid for tidligt? Når kærligheden og skønheden endelig har de bedste vilkår for at blomstre. Rebecca: Hvil dig, så taler vi videre senere. Faderen: Ja. Jeg har alligevel heller aldrig været god til at danse. Rebecca: Årh hold op! Selvom jeg var en lille pige, kan jeg godt huske, hvordan du forførte kvinderne på dansegulvet. Faderen: Jeg har altid elsket dig, Rebecca. Hvis jeg ikke vågner igen, skal du vide at jeg altid har elsket dig. Rebecca: Du vågner igen. Du ånder foruroligende regelmæssigt. Hvis det kan berolige dig. Du skal nok vågne igen. Faderen: Det gør det ikke mindre vigtigt. Rebecca: Nej, det er rigtigt. Men hvil dig nu. Jeg tror, du har brug for at sove. Faderen: Fortæl aldrig en mand hvornår han skal sove. Så finder du aldrig ud af, hvad han duer til. Rebecca: Det finder man vel nok ud af før eller siden. Kærligheden handler vel om andet end hvad man duer til. Faderen: Kærlighed i lykkeform holder ikke længe. Alle vil bare gerne elskes. Det er det, der kvæler kærligheden. Du er blevet en øjengudinde, Rebecca. Min øjengudinde. Nu vil jeg sove. Og så taler vi videre i morgen. Hvis du møder mig i drømme, så bliv ikke bange. Jeg gør ingenting. Jeg er kun luft. Ånd.