Holberg, hekseri og maskerade

En sprælsk komedie om den ungdommelige Holbergs liv og hans fantasirige og satiriske teaterunivers anført af tjenestefolkene Pernille og Henrik. Fra skrivebordet i Holbergs arbejdsværelse opstår der under morgenkaffen et festligt mylder af komiske scener med de berømte figurer Jeppe på Bjerget, Jean de France, Erasmus Montanus, Magdelone og Lucretia, Den politiske Kandestøber og mange flere. Den Danske Skueplads udfolder sig her som en lystig teaterleg på den folkelige fjællebodscene, der stiller større krav til sansen for løsslupne løjer og skuespillermæssig spilleglæde end til det store og tunge teaterudstyr.

DRAMATISKE PERSONER: HOLBERG PERNILLE HENRIK JEPPE THALIA CAPITANO SPAVENTO LA PRIMADONNA HERMAN LEANDER MANDEN DEN GAMLE KÆLLING DEN GAMLE MAND PIGEN TJENESTEPIGEN DEN ANDEN MAND DE

1. AKT 1.scene HOLBERG sidder i en slidt hjemmefrakke i KS, den store ensomme, kold, forpjusket og morgenstille uden paryk og præsentable klæder. Han er ivrigt i gang med flere sideløbende projekter: en revision af sin Dannemarks Riges Historie, laver mindre notater og skriver på de sidste Epistler. Det hænder at han slår op i en bog, læser lidt og noterer så. I DS står PERNILLE klar med en kost og en støveklud parat til morgenrengøringen. HOLBERG læser et ark, han lige har skrevet, han rynker på næsen i afsky over en formulering, ryster på hovedet, krøller papiret sammen og smider det på gulvet. HOLBERG - Drit! Mens HOLBERG et øjeblik ser tankefuldt frem for sig, samler PERNILLE rutinemæssigt papirklumpen op, åbner den forsigtigt, glatter den ud og lægger diskret arket på toppen af en stak andre papirer på skrivebordet. HOLBERG tager papiret øverst fra stakken, læser lidt, studser over noget, foretager en enkelt rettelse og læser op af det, han lige har skrevet. HOLBERG - ... min Musa er for kåd, den i bevægelse tit sætter så mit blod, at jeg ej sove kan, før jeg i pennen fører al galskab, gækkeri, alt hvad jeg ser og hører. Ved mindste lejlighed min Musa siger: Skriv, Her er materie, gak hen, afrisning giv! Jeg ofte siger nej med katonisk mine. Det hjælper ej, thi jeg omdrives som en maskine Jeg disputerer tit, jeg bander og er sur. Den ler og siger: du ej ændrer din natur. Han ser frem for sig og ler og ryster lidt på hovedet inden han fortsætter med at skrive. PERNILLE (har samlet endnu et stykke papir op, folder det ud og læser i en karikatur af HOLBERG) - En anseelig del af menneskets liv kan lignes ved keglespil, hvori man nedslår for at opsætte og igen opsætter for at nedslå. Menneskets fornemste egenskab synes at være et væsen som løber stedse mod et mål og dog er lige langt derfra.” 2.scene Pludselig lyder der påfaldende støj i den anden ende af lokalet, en person trænger sig ind i tilskuerrummet under dørvogternes protester. JEPPE (kommer slingrende ind i bag tilskuerne, mens han synger inderligt og himmelhøjt): Jorden drikker vand. Havet drikker sol. Solen drikker hav Alting i verden drikker: Hvorfor må jeg då Ej drikke ligeså? Ak Jeppe! Du er fuld som et bæst. Mine ben vil ikke bære mig. (læner sig op ad en tilskuerstol, fortroligt til en tilskuer) Folk sige vel i herredet at Jeppe drikker, men de siger ikke hvorfor Jeppe drikker. (går et par skridt videre og henvender sig i fortrolighed til en ny tilskuer) Min kone slår mig, Ridefogeden driver mig til arbejde som et bæst, og degnen gør mig til hanrej. (rejser sig og vakler videre, højt) Må jeg da ikke vel drikke? Må jeg da ikke bruge de midler som naturen giver os at bortdrive sorg med. (standser op igen) Var jeg en tosse så gik sådant mig ikke så meget til hjertet, så drak jeg heller ikke. Men det er en afgjort ting at jeg er en vittig mand og derfor føler jeg sådant mer’ end en anden, derfor må jeg drikke. (til benene) Vil I stå eller ej I kanaljer! Hej så! (til en tilskuer) Hvad er klokken? (fortroligt til tilskueren) Intet gik mig mer’ til hjerte end de spydige ord som degnen gav mig forgangen år, da han fortalte at en vild tyr, som aldrig frygtede noget menneske, engang blev bange for mig. ”Kan du begribe det Jeppe? Tyren så at du havde større horn end den selv havde og holdt det derfor ikke rådeligt at stanges med sin overmand!” (fortsætter med at le med degnens stemme, bryder pludselig af og bliver Jeppe igen) Jeg kræver jer til vidne godt folk om ikke sådanne ord kunne trænge en ærlig mand til marv og ben. Jeg er dog så skikkelig at jeg aldrig har ønsket livet af min kone. (han går lidt videre, taler til benene) Vil I stå I hunde! Næh Drollen splide mig om de vil stå. (vakler op på scenen, er lige ved at falde ned, til en tilskuer) Hør kammerat, hvor går vejen til byen? (til benene) Stå siger jeg! Se, bæstet er fuld! (han raver rundt og falder til sidst om bag teatret midt på scenen)