Slangeham & Brune Bjørne

Kan man være sikker på, at ham man lige har truffet ikke er en skidt karl, fordi han staver Kresten med K? Skal man passe på ikke at købe blomster til en pige, fordi hun så tror, man er interesseret i hende? Er man overfladisk, bare fordi man har været i seng med alle under tredive i København? Er det muligt at vide alt om parforhold, hvis man aldrig har prøvet at holde en i hånden? Og går alting virkelig af sig selv, hvis bare Bryan Ferry spiller i radioen? Kresten, Cecilie, Anne og Adam giver svarene på disse og mange andre spørgsmål i deres næsten håbløse jagt på at finde en kæreste i en verden, hvor det er godt at være blevet spist af en brun bjørn.

Personer: Kresten Cecilie Anne Adam

Scengografi: Park med bænk Café Værtshus NB: Visse passager er kraftigt inspireret af eller lånt fra William Shake-speares Hamlet og Romeo og Julie. 1. scene. Ved bænken (Kresten og Adam er på scenen med hver deres mobiltelefon. Kresten rejser sig) KRESTEN – At ringe eller ikke at ringe, det er sagen. Hvori består det stør-ste mod; at kaste sig hovedkulds ud i den mørke labyrint, eller at afvente skæbnens luner med oprejst pande? Åh; at drømme … at kunne rive tæppe bort til storslået musik. At løbe barfodet under kirsebærtræer med solstrå-lerne i ryggen. (pause) – Men drømmene retfærdiggør til sidst manglende handling, da tidens ure for hver omgang slår endnu et søm i håbets skrøbe-lige kar. (taster et nummer; men lægger på) – Nej. Ring aldrig dagen efter og vid altid, hvad du vil sige. (pause) – Jeg ville give alt for at kende de rigtige svar; at kende min skæbne og ikke være bange for noget. (pause) – Men at være bange for et afslag er alligevel latterligt. (ringer op. Der svares. Han læg-ger hurtigt på. Pause) – Men endnu mere latterligt er det at få et afslag, hvis man kan undgå det. (Adam rejser sig. Han tager Krestens telefon og ringer op. Da der bliver svaret, rækker han hurtigt telefonen til Kresten) KRESTEN – Hallo? Hej … det er Kresten. Hej. 2. scene. På cafeen (Anne og Cecilie er på scenen. Anne er meget optaget af sin juice) CECILIE – Hvorfor sker der aldrig noget? Jeg synes aldrig, der sker noget. Godt nok skal der lige til at ske en hel masse … men alligevel; jeg synes godt, der kunne tage at ske noget … Anne! Hører du overhovedet efter? ANNE – Hva’? Ja, ja. Du siger, der aldrig sker noget. Hvad er det for noget sludder; der sker så mange ting. For dig i hvert fald. CECILIE – Ja … ja, jeg ved det godt. Jeg bliver bare så … (indeklemt udbrud) … Jeg vil bare gerne have, at der bliver ved med at ske noget. Jeg har lige-som fundet mig selv. Nu vil jeg gerne ud og finde andre. ANNE – Jamen, det er jo også det, du skal. CECILIE – Ja … ja, men jeg ved alligevel ikke rigtig, om jeg vil. Jeg mener, der må da være en grund til, at han glemte det ik’? Ik’? ANNE – Hvad? CECILIE (tager et ur frem fra sin taske) – Prøv at se hvor flot det er. Det er ikke sådan et ur, man bare lige glemmer. Ikke med mindre man har et for-mål med det. Tror du, han har det? At han ligesom leger med mig? Altså, han må da synes, at jeg er speciel, siden han er villig til at ofre sådan et ur. ANNE – Hvad mener du? CECILIE – Det kunne da godt være, at jeg ikke gav ham mit rigtige num-mer, så jeg bare kunne beholde det, ikke? Men det var han villig til at risi-kere for at se mig igen. ANNE – Tror du det? CECILIE – Det kan da godt være. ANNE – Nå … jamen … jeg troede ikke, han ville se dig mere. CECILIE – Hva’? Altså Anne, har du overhovedet ikke hørt efter? ANNE – Hva’? Jo, jo. CECILIE – Nej du har ej. Du er bare fuldstændig ligeglad med mig. ANNE – Det passer ikke! CECILIE – Jo, det gør. (snøfter og drejer sig væk) ANNE – Cecilie … Cecilie, du er min bedste veninde i hele verden. Du er min eneste veninde i hele verden. Det eneste jeg vil, det er, at du har det godt. CECILIE (tørrer øjnene) – Er det rigtigt? ANNE – Ja. Helt sikkert. CECILIE – Nå. Men det er altså fordi, at efter du gik, så blev vi gode venner igen, og så endte det med, at jeg gik sammen med ham. ANNE – Så du gik altså hjem sammen med Rasmus? CECILIE – Neej. Rasmus ville gerne følge mig hjem, og det syntes jeg godt, han måtte. Men så på vejen der mødte vi en, der hed Kresten, og han var bare enormt dejlig. ANNE – Og hvad så? CECILIE – Ja, han var dejlig! Og så glemte han sit ur hos mig, og nu har han ringet til mig. ANNE – Jamen, hvad så med Rasmus? CECILIE – Rasmus? ANNE – Ja, hvad sagde Rasmus til, at du gik hjem sammen med en anden? CECILIE – Nåeh … jeg tror ikke rigtig, han sagde noget … ”godnat” måske.