Lovenes ånd
Kaj Himmelstrup
Baggrunds information
Spillet er en hyldest til grundloven. Da grundloven blev til i 1848, var der ingen private banker i Danmark, og monarken var enevældig. I dag er kongehuset uden politisk magt, mens der er banker på hvert andet gadehjørne. Alligevel optræder “kongen” stadig væk i 26 af grundlovens i 89 paragraffer, mens pengemagten ikke er nævnt. Burde vi ikke have en paragraf, der siger, at kapital skal investeres til fordel for almenvellet?
Rolleliste
PERSONERNE
En ung pige
Frederik den Syvende
Monrad
Tscherning
Dampe
Montesquieu
Montesquieus tre tjenere
En lakaj
Et sangkor
En TV-reporter
En kameramand
NB
Uddrag
1. AKT
Den unge pige kommer ind.
PIGEN - Mine damer og herrer.
(Lakajen kommer ind med to store blomsterbuketter).
PIGEN - Hvad nu?
LAKAJEN - Ud med dig!
PIGEN - Hvorfor det?
LAKAJEN - Folketinget har bedt om et festspil. (Han sætter den ene buket i den ene vase). Det er ikke ret tit de gør det, det kan jeg godt fortælle dig.
PIGEN - Det ved jeg godt. Sidste gang det skete var i 1828, midt i den glorværdige guldalder. Heiberg skrev teksten. En sukkersød almanakhistorie, der kunne have stået i et ugeblad.
LAKAJEN - Ja tak, det er Elverhøj, du taler om. Nationalklenodiet.
PIGEN - Herregud, anledningen var jo bare, at kronprinsen skulle giftes med en ligegyldig prinsesse.
LAKAJEN - Lille frøken, den kronprins blev senere konge. Frederik den Syvende, om jeg må bede. Grundlovens ædle giver.
PIGEN - Som det hedder i festtalerne. (Lakajen sætter den anden buket i den anden vase). Fred være med Heiberg. Mit spil, det bliver i hvert fald ikke sukkersødt.
LAKAJEN - Dit spil?
PIGEN - Jeg har lavet et spil om grundloven.